Madordningen, der skulle lette børnefamiliernes hverdag og øge børnenes sundhed!

Indlæg på Kommunalbestyrelsesmøde 30/9 2009 af Maria Steno

Som LokalListen ser det, har madordningen to formål: Et den skal øge børnenes sundhed og to den skal lette børnefamiliernes hverdag. Samtidig skal ordningen være økonomisk overkommelig.

Vi er tilfredse med at Rudersdal har en ambitiøs målsætning om at så meget mad som muligt skal være egenproduceret i kommunen. På den måde tror vi, at børnenes mad bliver af højeste kvalitet og at vi får skabt størst mulig sammenhæng til det pædagogiske arbejde. Så langt så godt.

Undervejs i Børne- og Skoleudvalget har vi imidlertid haft mange drøftelser af hvad madordningen skulle indeholde, og forældrene har spurgt til det samme i deres høringssvar. Er det en frokostordning eller er børnenes øvrige mellemmåltider dækket i ordningen. I forvaltningens oplæg til madordning står der da også følgende om dagens måltider:

Det burde være muligt at finansiere eksempelvis ekstra rugbrødsmadder som eftermiddagsmåltid til børnene, hvis de er sultne.

Det lyder lovende. Forvaltningens vurdering er, at der vil være ressourcer til også at dække mellemmåltiderne.LokalListen foreslår derfor på udvalgsmødet i april at dette indgår som en del af beslutningen. Men vi bliver desværre nedstemt i udvalget, da flertallet mener det ikke er nødvendigt, da ”ambitionen for en over dagen dækkende kost allerede anses for indarbejdet i forslaget”.

Således fortrøstningsfulde fortsætter processen og vi godkender i fællesskab madordningen i juni.

Nu får vi så i september en række takster til godkendelse. Vi anerkender at prisen for vuggestuer og børnehaver stiger 550 kroner som følge af madordningen. Det er nødvendigt for at få ordningen til at hænge sammen økonomisk. Men så opstår problemet. Pludselig figurerer en frivillig ekstrabetaling på 100 kroner om måneden for eftermiddagsmad. Vil det dermed sige dette ikke længere er en del af den samlede madordning som flertallet ellers havde hævdet i april. Nu er eftermiddagsmad  en ekstra betaling, for dem som har råd??? Anderledes kan det ikke tolkes. Det svarer til at hæve taksterne med  yderligere 100 kroner og så står vi af. Det mener vi ikke er rimeligt.

Alle barnets måltider i institutionen bør være dækket af den fælles madordning for at leve op til madordningens to formål.

Det er ikke er sundt kun at spise få hovedmåltider, man skal spise flere mellemmåltider. Det gælder selvfølgelig også børn. Derfor nytter det ikke noget, at måltiderne i dagtilbuddet reduceres til kun at være frokost. I brugerundersøgelsen er noget af det forældrene er mest bekymrede for ved den nye ordning, om børnene ikke får nok mad i løbet af dagen og derfor går og bliver sultne.

Det andet formål med madordninger er at lette børnefamiliernes hverdag, det opnår man heller ikke, hvis forældrene alligevel skal medbringe madpakker til dagens øvrige måltider.

Lad mig vise det med et eksempel. Jeg har taget de måltider med et vuggestue barn normalt vil få i løbet af dagen med den nuværende madordning.

  • Formiddagsmad (klapsammen med ost)
  • Frokost (frikadelle, kartofler, råkost)
  • Eftermiddagsmad (klapsammen og frugt)

Og hvis barnet bliver afleveret tidligt eller hentet sent, kan jeg tilføje havregryn og knækbrød, til henholdsvis morgenmad og sen eftermiddagsmad, men det dækker institutionerne i dag via deres aktivitetsbudget og ikke madbudgettet.

Hvis madordningen kun indeholder frokost vil det betyde, at vi kan fjerne den ene madkasse fra bordet. De andre måltider vil forældrene alligevel skulle medbringe, og så er formålet med at lette hverdagen i børnefamilien fuldstændig forsvundet. For vuggestuebørnene som i dag er vant til at få alle måltider er det endda en forringelse.

Derfor har LokalListen stemt imod indstillingen om at lade forældrene betale ekstra 100 kroner for eftermiddagsmad. Vi ønsker at mellemmåltiderne også indgår i den fælles madordning.

Ifølge forvaltningens notat kan det ovenikøbet lade sig gøre indenfor den økonomiske ramme, men som vi sagde i april hvis udbuddet af maden senere på året viser det ikke kan lade sig gøre, så er vi villige til at se på sagen op igen.

SIDSTE:Der udspandt sig herefter en meget energisk debat, da det tilsyneladende kom bag på de fleste at beslutningen kunne tolkes således. Efter først at have understreget, at de 550 kr. kun dækker frokostmåltidet, valgte udvalgsformanden efterfølgende at slå fast, at han da gik ud fra at institutionerne “fortsat sørgede for at ingen børn gik sultne hjem”. Dette måtte blot ske over institutionernes eget driftsbudget. Dette tilsagn er vi tilfredse med. 
At der så ikke er brug for at lave et særligt “eftermiddagsmåltidsmodul” på 100 kr., kunne imidlertid ikke vinde almindelig tilslutning.

Skriv et svar til indlægget.