Hvad bilder vi os ind?

Tale ved mødet om integration i sognegården den 31.10.2009 – af Luc de Visme

Jeg vil fortælle en lille historie. For 37 år side var jeg selv tilflytter, indvandrer i Danmark. Jeg var usikker på, om det var her jeg skulle bo. Sagde til min danske kone: ”Vi prøver bare 6 måneder” Så kom børnene, arbejdet, jeg fik lært det danske sprog.. Men jeg fik nærmest et chok, – mig, der var vant til i Frankrig, at man var mistroisk, bange for at snakke med en, man ikke kender. Her i Danmark blev jeg modtaget med åbne arme. Danskerne er i bund og grund utrolig gæstfrie. Der var nogle, der sagde et par ord på fransk: ”Bonjour, comment ca va?” Der var ingen, der sagde: ”Du SKAL lære dansk! Du skal opføre dig ordentlig” Du skal dit, du skal dat!”
Nej! Jeg følte mig velkommen. De 6 måneder blev til 12 – 3 år – 5 år og nu er der gået 37 år og jeg har glemt denne tanke om at komme ”hjem”.

Men så begyndte tingene at ændre sig. Jeg undrede mig over, at folk hele tiden sagde til mig ”Du taler bedre dansk end Prins Henrik!” og det passer ikke, jeg har mødt ham flere gange.  Sammen taler vi fransk, men jeg ved, han taler udmærket dansk. Men de dumme, smarte bemærkninger blev daglig kost. I begyndelse af firserne begyndte man at piske en stemning op omkring flygtninge, indvandrere. Hvorfor skal vi have så mange? Og dem, der er her, hvornår går de hjem? Og hvis der sker noget på gaden, ”Det er garanteret nogle indvandrebørn”. Nogle siger her: ”Vi skal kræve noget af dem, af boligforeninger, hvor de bor, vi skal forlange at de lærer dansk” – ja måske, jo selvfølgelig, det er sundt fornuft. Men kan vi forlange så meget, at de opgiver deres egen kultur og får en dansk kultur i stedet for? En dansk kultur, hvad er det?

Prøv lige at tænke jer om. Hvis I selv var havnet i et fremmed land, ville I ikke have det bedre med et smil og åbne arme, der tager imod jer?

Min pointe her: Indvandrere er ikke noget problem. Problemet, det er jer danskere! Det er os vil jeg sige, jeg føler mig som halvdansker efterhånden. Problemet er at vi betragter indvandrere som anderledes, som nogle, der skal klare en hel masse før de får lov til at være her. Hvad bilder vi os ind? Det er udansk. I virkelighed burde vi slet ikke snakke om integration – selvfølgelig bliver man integreret, når man føler sig velkommen! Det burde slet ikke være et tema, hvis vi opførte os ordentligt. Hvad så med modersmålsundervisning? Selvfølgelig skal der være tilbud om det. Hvad med arbejde, hvis det svært for dem – for os – at finde et, selvfølgelig skal vi hjælpe. Hvad med andengenerationsbørn – sikke et mærkeligt udtryk! Selvfølgelig skal de med i den nærmeste skole, der hvor de bor på lige fod med alle andre. Hvorfor skal de tvangsflyttes? I fritidsklubber og sportsforeninger kan de have deres plads og fungere som model for de andre. Der er mange, der er gode til fodbold. Selvfølgelig skal kommunen støtte den store indsats som de frivillige foreninger gør for indvandrerbørn. Et integrationsråd, selvfølgelig skal vi have det.

Men lad være med at kalde det integration, det er bare sundt fornuft, der er præventivt. Vi gør det fordi indvandrerne er vores venner. De kunne være vores egne børn, og for os er det en gave, at vi har andre mennesker blandt os, der ikke ligner os selv.

Et samfund uden indvandrere, uden udlændinge, ved I hvad det er? Det er et fad fløde kartofler uden salt, uden peber, uden krydderier. Det feder og smager ikke godt!

Af Luc de Visme, kandidat for LokalListen

Skriv et svar til indlægget.