Stibroen over banen er kun en del af løsningen

Axel Bredsdorff (L)medlem af Byplan- og Teknik-og Miljøudvalget, skriver:

Axel Bredsdorff (L)

Som et plaster på såret efter nedlæggelsen af Kajerødskolen, bliver der i 2013 etableret en kombineret gang og cykelbro over jernbanen ved Tornevangsvej/Birkerød Parkvej. Hertil en afsætningsplads med plads til 12-15 biler på den ryddede grund Tornevangsvej 5. Tanken er at elever fra Kajerødskolens distrikt nu skal benytte denne bro, sammen med forældre til fods eller alene på cykel. Hele herligheden kan laves for 7,2 mio. kr, og lad mig understrege: Intet politisk parti ville kunne holde til at stemme ”Nej!” til dette forslag, da det af skolelukningspolitikerne var lagt frem som en klar forudsætning for Kajerødskolens lukning. Vi har i LokalListen derfor bidt al skam i os, og også stemt for projektet. Men vi stiller os mere skeptiske overfor om hvor meget denne bro alene løser.
Vi forudser, at en stor del af forældre til børn i 0.-3. klasse fortsat vil køre deres børn direkte til skolen via Kajerødvej – Bregnerødvej/Mosevangen. Vi forudser ligeledes, at rigtig mange større elever vil vælge at cykle på de cykelstier, der vil stå færdige langs Tornevangsvej allerede i 2012 og derfra over den usikre Kajerødbro ved stationen eller køre gennem underføringen længere nord på ved Tornevangsvej/Pilegårdsparken. Endelig vil vi også udtrykke en vis bekymring over hvordan trafikafviklingen om morgenen omkring krydset Tornevangsvej/Ludvig Jensensvej vil foregå. Vi har naturligvis stor tillid til at den nye skole vil gøre alt for at løse den trafikmæssige og pædagogiske udfordring der ligger implicit i dette projekt, men vi mener også at der skal tænkes videre:

  • en udvidelse af Kajerødbroen med cykelstier er fortsat vigtig, hurtigst muligt
  • en gennemførsel af forslaget om at lave ”kanaliseret” kørsel på strækningen Kajerødvej – Bregnerødvej/Mosevangen skal også fremmes mest muligt.

Ellers står vi tilbage med følgende facit: Duemosevejs forlængelse til Farum medførte at trafikintensiteten på Bregnerødvej/Kajerødvej blev næsten fordoblet, og en skolenedlæggelse har så yderligere bidraget til at øge trafikbelastningen gennem kommunens smalleste og mest usikre trafikvej.

Skriv et svar til indlægget.