Mere ramasjang i Rudersdal?

Forfatteren Martin Kongstad fortæller på folkemødet, hvordan aktive kræfter kan sætte fut i et lokalsamfund

mkRudersdal Kommune har et rigt kulturliv, oplyses det på kommunens hjemmeside. I kommunens oplistning af sidste års ”største kulturelle events” nævnes bl.a., at der blev holdt Sankt Hans-bål i Birkerød og Havnedag i Vedbæk, og at flere store cykelløb kørte igennem kommunen. Den suverænt største modtager af kulturstøtte i 2014 er Vedbæk Garden.

Lokallisten i Rudersdal inviterer på Folkemødet til debat om, hvorvidt det aktuelle kulturliv også er sprudlende, nyskabende, aktiverende – eller om der kan sættes mere “ramasjang” i kulturen? På lørdag den 30. august fortæller en kendt, kulturel iværksætter om hvordan man sætter gang i en større folkefest i et lokalsamfund. Det er forfatteren Martin Kongstad, som har været en af de bærende kræfter bag ”Kanonhalløj” – fællesnavnet for fest og ballade i Tisvilde gennem 10 år. Der har været revy, foredrag, oplæsning, musik, gratis gourmetmad og mange daglige underholdende indslag, som har gjort Tisvilde til et attraktivt kulturområde hver sommer. Alt sammen ganske gratis for borgerne, sat i værk af frivillige engagerede kræfter, og med en meget beskeden underskudsgaranti fra kommunen.

Martin Kongstad kan opleves på Rudersdal Folkemødedag på Havarthigården kl. 14 lørdag. Der er gratis adgang.

Faktaboks:
Martin Kongstad, født 1963, er journalist på Radio 24/7. Han startede skribentkarrieren som rockjournalist, og har siden bl.a. skrevet for Euroman, Politiken og Berlingske Tidende, været manuskriptforfatter og skuespiller og en af bagmændene i store danske reklamekampagner. I 2009 debuterede han som skønlitterær forfatter og modtog årets Debutantpris.