Red kysterne

”Red kysterne” – Tale af Axel Bredsdorff, søndag den 31/1/2016 i Vedbæk

demo

Stemningsbillede fra “Red kysterne”-demonstrationen i Vedbæk.

Velkommen til denne lokale manifestation i det landsdækkende initiativ ”Red kysterne”. Og tak ikke mindst til Jette og Gerd for deres ihærdighed omkring selve arrangementet.Inden jeg fortaber mig i de lokale vinkler på denne sag, så lad mig lige repetere hvad vi er oppe imod:
Regeringens Vækstudspil indeholder en lang række lempelser af nugældende planlovsforhold:

  • strandbeskyttelseslinjen på op til 300 m i bynære områder fjernes
  • ophævelse af 3 km kystbeskyttelseszonen, der i dag fastlægger at kommunerne skal tage særlige planlægningsmæssige hensyn og
  • mulighederne for at borgergrupper og andre kan klage over kommende byggerier indenfor strandbeskyttelseslinjen bliver forringet.

Det erklærede formål skulle være at ”skabe vækst i Vandkantsdanmark”.
For at vi kan se hvor vidunderligt det bliver, har et bredt flertal af Folketinget allerede givet os ti smagsprøver på deres ”våde drømme”:

  • Nordeuropas største badeland i Søndervig umiddelbart ud til Vesterhavsklitterne
  • Wellnesscenter og luksusboliger ved Blåvand i Varde
  • New Nordic Coast i Gilleleje med strandhotel vest for havnen og ny strandmole med flydende sauna

…for nu blot at nævne et par stykker. Ud over disse 10 er der endnu 15 og senere 20 projekter i støbeskeen, som – må man formode – er lidt dårligere end de, der allerede er godkendt.

Hvem vil få glæde – eller bare ”Vækst” – af disse projekter? Alt taler for at projekterne skal finansieres af store udenlandske kapitalfonde, og det er jo godt for dem. Vil der blive lokal beskæftigelse  byggeperioden? Formodentlig. Vil der efterfølgende komme lokal beskæftigelse i hotel- og serviceerhvervene? Netop denne sektors arbejdspladser bliver år efter år mere besat af udenlandsk arbejdskraft, og det er også glimrende, men ligefrem ”lokal” arbejdskraft? Der vil i alle tilfælde være tale om sæsonbetingede arbejdspladser, som vil øge arbejdskraftsmanglen om sommeren, og underbeskæftigelsen de tre øvrige årstider. Når det overfor Vækstminister Troels Lund Poulsen bliver antydet, at de oplagte vækstskabende faktorer er svære at få øje, så er svaret, at det er han ”ikke enig i”. Når kritikere siger at kystprojekterne vil skade naturen, er ministerens svar: ”Jeg er ikke bekymret for, at det her er noget, der kommer til at gå ud over den danske natur!”

Sådan er debatniveauet omkring denne markante ændring af næsten 100 års stolte traditioner om at friholde kysterne for byggeri. Kendsgerninger er ikke noget man behøver forholde sig til, det er nok at man ”tror noget”. Så lad mig lufte hvad jeg ”tror” der vil ske:

  • den ubestridt største turistkvalitet vi har, er vores åbne kyster, der tiltrækker turister fra nær og fjern og det er denne kvalitet der nu bliver mere end almindeligt udfordret
  • flere kystprofiler som dem vi blandt andet kender fra den tyske Vesterhavsø Sild vil skræmme turister væk

”Troen” på at denne forudsigelse er mere korrekt end ministerens, bygger jeg blandt andet på at 9 ud af 10 danskere er modstandere af yderligere byggeri i vandkanten og Videnscenter for Kystturisme har kortlagt at hvad turisterne efterspørger ikke er mere byggeri, men renovering af eksisterende anlæg.

Et andet skrækscenario er udsigten til at kysterne i stigende grad privatiseres, og det fører naturligt over i den lokale vinkel.

Bebyggelsen på og ved Øresundskysten tog for alvor fart i 1800-tallet hvor københavnske rigmandsfamilier byggede sommervillaer til sig selv og tjenestefolket op langs kysten i og imellem de små fiskerlejer. Store jordopkøb, yderligere frasalg, nye udstykninger betød at kysten ca. 100 år efter var praktisk taget lukket land. Det er vigtigt for mig at understrege, at dette byggeri var fuldt ud lovligt og at lokale jordejere slet ikke ærgrede sig over de gode priser de kunne få for temmelig dårlig landbrugsjord. I 1930erne indså man så endelig at denne udvikling måtte stoppes og gerne føres tilbage. I en fælles indsats mellem skovvæsenet, staten, naturfredningsforeningen og Lyngby-Tårbæk kommune begyndte man at laves systematiske ejendomsopkøb for i det mindste at friholde kysten ud for Jægersborg Dyrehave og Eremitageslottet. Gennem over 40 år blev denne politik opretholdt, så vi i dag har en strækning på over 1,5 km, hvor kysten åbner sig ind mod Dyrehaven. I dag omtales bestræbelserne som ”Springforbi-planen”, selv om der først er blevet lavet en egentlig plan over opkøbene to år efter de var afsluttet! Ved Strandmøllen gik projektet i stå mod nord, og så er vi jo i Rudersdal.

I Søllerød tog man forsigtigt tråden op fra den sydlige nabokommune, og det er grunden til at vi i dag overhovedet har en offentlig tilgængelig strand på større strækninger. F.eks. opkøbte Søllerød Kommune i 1966 ”Villa Birkeborg” som blev nedrevet og så fik vi Struckmann-parken midtvejs mellem Vedbæk og Skodsborg, opkaldt efter Danmarks naturfredningsforenings mangeårige formand. Fremsynede villaopkøb nord for Vedbæk Havn sikrede offentlighedens adgang til kysten her, og her har vi så siden fået Nordstranden, som vi står på nu, og som ved det seneste kommunale millionløft er blevet en meget attraktiv strand. Endelig var naturen så venlig at forære os Vedbæk Sydstrand efter anlæggelsen af havnen for snart 100 år siden. Sammen med badebroen ved Skodsborg Vikingelaug har vi således næsten 750 meter offentlig tilgængelig strand.

I Rudersdal er vi meget opmærksomme på den forpligtelse, der ligger i at passe på den sparsomme offentligt tilgængelige kyst vi har og det selv om vi vel næppe kan kalde disse for ”uberørte naturarealer”. Hvordan passer vi så på den?

Jeg tror ikke regeringen skal regne med at vi vil være indsendere af flere vilde vandlandsprojekter, der kan flugte New Nordic Coast i Gilleleje. Selv om det faktisk var tæt på i 1960, hvor Hotel Vedbæk stod til nedrivning. Her foreslog arkitekt Ole Helweg at der anlagdes et cirkulært anlæg på Vedbæk Sydstrand, med havbad, hotel i fire etager, ferieboliger i to og gigantiske P-pladsanlæg. På et borgermøde i Vedbæk mødte projektet så stor modstand fra borgerne, så det blev taget af bordet, og så fik vi i stedet Hotel Marina. Men allerede 10 år senere forsøgtes igen med et gigantisk projekt på samme grund, men også her fik Vedbækborgerne manet politikerne til besindighed.

Til gengæld tror jeg heller ikke der med de nuværende økonomiske udfordringer vil blive iværksat en offensiv kommunal opkøbspolitik af private Øresundsejendomme, selv om mange ejendomme den dag i dag står tomme. Udgifterne til opkøb, nedrivning af ejendommen og anlæg af strand vil være ganske bekostelig ikke mindst fordi store dele af kystprofilet ved Rudersdal ikke giver mulighed for at sand vil aflejres af sig selv eller blive på stedet ret længe efter en sandfodring. Man kan sige at store dele af kysten ikke i sig selv er voldsom attraktiv, men altså – på paradoksal vis – først bliver attraktiv når man f.eks. anlægger en havn som her i Vedbæk.

Hvad jeg derimod ved at der stor politisk opmærksomhed på er to ting:

  • at være meget restriktiv overfor private grundejeres byggeri i vandkanten og i vandet og
  • at der hvor det er muligt åbnes for stiadgang til kysten.

Med hensyn til det første er der jo nærmest ingen grænser for den private foretagsomhed i vandkanten: anlæg af store badeplatforme med bænke, badehuse på moler og såmænd også en helikopterlandsplads er alle eksempler vi har forholdt os til i Byplanudvalget. Vi kræver den slags fjernet, og det sker da også ofte. Men guderne skal vide at der er meget, meget langt til den ved lov stadfæstede ret til at kunne færdes langs vandkanten kan praktiseres i Rudersdal Kommune.
Med hensyn til stiadgang har vi for få år tilbage sikret en offentlig stiadgang ved den nu nedrevne kommunale ejendom Strandhøj, Skodsborg Strandvej 100. Her opretholdes således en offentlig adgang til den ret attraktive strand der findes både nord og syd for denne ejendom. Og her er det så på sin plads at nuancere de ”750 meter” strand vi har i Rudersdal, for vi har faktisk en del mere. Ikke mindst mellem Vedbæk og Skodsborg er flere udmærkede strandarealer, hvis man ellers kan finde dem. Derfor er de offentlige stier fra Strandvejen til kysten slet ikke så tossede.

Afslutningsvis: Når man ser vores nye successtrand her på Nordstranden en varm augustdag, er det ikke svært at få øje på at der ville være god mening i at skabe flere åndehuller for oplandets borgere. Og skulle der være vækstorienterede borgmestre i Vandkantsdanmark der har brug for at se en fremtidsvision for sig, så skal vi da stille kommunen til rådighed som et eksempel på hvordan en ureguleret vækst skaber forandringer. Store forandringer. Det er ikke svært at bygge i vandkanten, men meget svært at slippe af med byggeriet igen.
Lad os værne om vores naturmæssige egenart: de åbne kyster og det åbne landskab.