Tag-arkiv: parkvejskolen

Borgermøde om skolestrukturen: Så er det nu!

Der er har været – og er stadig – megen debat omkring forslaget til en ændret skolestruktur. Forslaget medfører nemlig (hvis det gennemføres) en lukning af Kajerødskolen og en flytning af eleverne til bl.a. Parkvejskolen, som så skal udbygges. Rigtig mange borgere og forældre fra netop Kajerødskolen har været frustrerede over hele processen, som i dén grad har båret præg af “en beslutning taget på forhånd” – desuagtet at forslaget først nu sendes i høring…

At det står galt til med hele forløbet, blev kun understreget af, at LokalListen ikke fik lov at deltage i de videre forhandlinger omkring budgettet, hvis ikke vi underkastede os en forhåndsbeslutning fra borgmester Fabrin om at stemme for at nedlægge Kajerødskolen.
Det ville vi selvsagt ikke være med til – og så var det exit LokalListen. Alt det kan man læse mere om i Bennys indlæg.

Nu indkalder Rudersdal Kommune til “Borgermøde om skolestrukturen” (dvs. om Kajerødskolens lukning), og det kommer til at foregå:

Tirsdag d. 15. november 2011 kl. 19-21
på Birkerød Gymnasium,
Søndervangen 56, 3460 Birkerød

Der vil på mødet være paneldebat med kommunalbestyrelsens medlemmer, og LokalListen er naturligvis repræsenteret.

Vi håber på stort fremmøde!
Har du kommentarer eller en mening om hele sagen, så skriv en kommentar i boksen nedenfor.