Tag-arkiv: skoleområdet

LokalListen i Rudersdal mener: Om konflikten på skoleområdet

I forbindelse med kommunalbestyrelsesmødet d. 24. april 2013, gjorde LokalListen i Rudersdal sin holdning klart i forhold til den igangværende konflikt.
En flyer blev uddelt blandt de tilstedeværende med følgende ordlyd:

KL skal stoppe konflikten
LokalListen har med stigende undren fulgt konflikten mellem KL og DLF. I snart fire uger har eleverne ikke fået undervisning, og i snart fire uger har lærerne ikke fået løn. Det går ud over eleverne både fagligt og socialt, og lærernes økonomi er under hårdt pres. Det kan vi ikke leve med.

Vi mener, at de ansvarlige forhandlere og forligsinstitutionen har gjort alt for lidt for at lande et resultat. Det er aldrig før sket i den offentlige sektor, at der blev varslet lockout før der var varslet strejke, og det sker uhyre sjældent i den private, så det har nærmest fra starten været en stillingskrig mere end en forhandling. Dét har aldrig været meningen med ”den danske model”, som begge parter påberåber sig.

Lærerne har i undervejs i processen vist stor vilje til forhandling ved at komme KL’s oplæg i møde på en række punkter. Særligt glæder vi os over, at der tilsyneladende er enighed om at øge lærernes undervisningstid. KL har på sin side fastholdt ultimative krav og efterhånden anlagt en direkte uværdig tone. Nu er vi dér, hvor den officielle udmelding fra KL lyder, at konflikten må vare til lærerne ”kommer på deres grædende knæ”. Det har intet med forhandling at gøre, det er en demonstration af den stærkeres magt. Det er krig, og i krig er der ingen vinder, højst nogle, der taber mindre end andre. Vi oplever det som mangel på respekt for forhandlingspartneren og ødelæggende for samarbejdsklimaet. Efter vores mening skal KL komme lærerne i møde og indgå i realitetsforhandlinger om en aftale. Jo før jo bedre.

Hvor står LokalListen?
LokalListens udgangspunkt er det lokale og nærmiljøet. Vi tror på, at beslutningerne skal træffes så tæt på de berørte som muligt – det gælder både borgere og medarbejdere. Vi tror på decentralisering og insisterer på inddragelse og involvering. Derfor mener vi, at dialogen om lærernes arbejdstid skal tættere på hverdagen og ud på skolerne. Det er her, vi har kompetencen. Det er her, vi kender behovene. Det er her, vi har det nære samarbejde.

Det kommunale selvstyre og den danske model er afgørende for det demokrati, LokalListen hylder. Derfor tager vi afstand fra sammenblandingen af Folkeskolereformen og overenskomstforhandlingerne. Og vi vil se et regeringsindgreb som en fiasko og ikke en sejr for KL. Også derfor opfordrer vi KL til forhandling.

Og hvad så i Rudersdal?
Mens vi venter på en løsning centralt, opfordrer LokalListen til, at kommunen udbetaler feriepenge til lærerne. Vi må hjælpe, hvor vi kan, så gode medarbejdere ikke forgælder sig og bliver gidsler i en konflikt, ingen af os har bedt om. Samtidig må vi støtte elever og forældre og udvide tilbuddet i dagtimerne i idræts- og kulturinstitutionerne.

I løbet af lockouten har lærerne i Rudersdal været meget synlige i gadebilledet - her på Geels Bakke i Holte. Foto: Niels Bjerre Degn.

I løbet af lockouten har lærerne i Rudersdal været meget synlige i gadebilledet – her på Geels Bakke i Holte.
Foto: Niels Bjerre Degn.