Mod LokalListens stemmer har et flertal besluttet at den kommunale børnetandpleje fremover kun skal tilbydes på 5 skoler i kommunen. Der skal nedlægges tandplejeklinikker på 6 skoler!
Vi undrer os: Hvordan er det økonomiske regnestykke, når der også skal tages højde for forældrenes tabte arbejdsfortjeneste og børnenes tabte undervisningstid? Læs om LokalListens alternative forslag, der betød fastholdelse af klinikker på (næsten) alle skoler.
Tag Archives: tandpleje
Så skal tandplejen smadres
- af Anna Scharling Brun, medlem af Børne- og Skoleudvalget for LokalListen.
Rudersdal bliver stadig mindre attraktivt for børnefamilier – nu lukkes tandklinikkerne på 6 skoler.
Med Børne- og Skoleudvalgets beslutning 2. juni om at nedlægge 6 ud af de 11 tandklinikker på folkeskolerne og i stedet centralisere indsatsen på 5 skoler, bliver det endnu sværere at være skolebarn og forældre i Rudersdal. Så hård er dommen over beslutningen fra Anna Scharling Bruns (L) side. Hun stemte som den eneste imod beslutningen.
”Jeg synes, at den politiske linje, der lægges med dette forslag, nedprioriterer børnefamilierne i Rudersdal og at nogle politikere mangler indsigt i, hvor svært det er for forældre i dag at få hverdagen til at hænge sammen med job og børn”, forklarer Anna Scharling Brun. – ”LokalListen kan ikke stemme for at spare en tandlæge bort og samtidig nedlægge mange af skolernes tandplejeklinikker, som betyder at 1000-vis af børn skal flytte sig midt i skoletiden og at ligeså mange forældre skal tage fri fra arbejde og få en endnu mere stresset hverdag. ”
Tandplejestrukturen havde været i høring på alle skoler, og forslaget om at lukke tandklinikkerne blev ikke vel modtaget på de skoler, der ville blive ramt. På baggrund af de indkomne høringssvar foreslog LokalListen en analyse af en ny ”model 1B”:
- med decentrale undersøgelsesklinikker på alle skoler, undtagen Egebækskolen og Høsterkøb skole,
- behandlingsklinikker på 4-6 større skoler med god tilgængelighed, samt
- specialtandklinik på Sjælsøskolen.
Målet skulle være at søge opnået et effektiviseringspotentiale f.eks. ved at undersøge 0-6 årige på færre klinikker og/eller de ældste selvtransporterende klassetrin på færre klinikker.
Da dette forslag ikke fik støtte fra andre, valgte LokalListen at stemme imod forslaget om at centralisere tandplejen.
”Rent samfundsmæssigt med forældrenes tabte arbejdstid og børn, der går glip af endnu mere undervisningstid, er det en kortsigtet løsning. Man kan desuden frygte, at det går ud over tænderne hos de socialt svagtstillede børn”, sige Anna Scharling Brun. –”Dette forslag er en del af en spareplan, som går for hårdt ud over børnefamilierne. At nedlægge mange af skolernes tandlægeklinikker for at spare en enkelt tandlæge til 400.000, og dertil foreslå, at børnene kun skal til tandeftersyn hvert andet år. Det er et skråplan, synes jeg, for en velstillet kommune”.
- ”Vi gik positivt ind i bestræbelserne på at finde effektiviseringsgevinster, men vi ønsker at fastholde det nære tandlægemæssige eftersyn af børn og unge”,
slutter Anna Scharling Brun.
Sagen afgøres i første omgang på kommunalbestyrelsesmødet i juni, men endeligt efter møder i september måned.
Derfor skulle sagen først behandles EFTER valget
Store serviceforringelser i tandplejen og sundhedsplejen
I sensommeren varslede borgmesteren besparelser på børne- og ungdomsområdet og en udefineret ramme indgik i budgetforliget – til trods for at få flere partier udtrykte bekymring. Først i december efter kommunalvalget bliver konsekvenserne afsløret. På et møde i børne- og skoleudvalget i sidste uge principgodkendte Venstre og Konservative nye servicestandarder, som indebærer, at børn og unge i Rudersdal kun kommer til undersøgelser hos tandplejen hvert andet år, at halvdelen af skolernes tandklinikker nedlægges, og at antallet af besøg fra sundhedsplejen reduceres for førstegangsfødende og sundhedsplejens indsats mod overvægt målrettet 3-årige spares væk. På begge områder bruger Rudersdal allerede i dag væsentligt færre ressourcer end sammenlignelige kommuner. Derudover kommer en række ændringer i de administrative procedurer med henblik på at minimere omkostninger til anbringelser, tabt arbejdsfortjeneste og aflastning for familier med sårbare børn og unge. LokalListen foreslog sammen med de Radikale en række ændringer, da vi ikke kan acceptere de ovenfor skitserede besparelser. Men to partier var ikke nok. Status er, at de reducerede servicestandarder Venstre og konservative stemte igennem bliver sendt i høring og derefter genbehandles politisk i februar. Forhåbentlig kan konstruktive og kritiske indlæg fra skolebestyrelser, handikapråd osv. vende den politiske stemning.
Det er nu borgerne skal på banen, og politikerne skal bevise de lytter.