Rudersdal har tilsluttet sig DK2020 og dermed forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen med 70 % i 2030 og blive helt klimaneutral i 2050. Nu skal der handles.
Fjernvarmenettet udbygges og afbrænding af affald, biomasse og naturgas skal afløses af varmepumper. Muligheden for geotermi skal undersøges. Norfors skal lægges sammen med Vestforbrændingen og gerne også Amagerforbrændingen.
Kommunen skal hjælpe den enkelte borger i valget mellem varmepumpe, jordvarme, solceller og evt. andet.
Energiforbruget fra transporten skal nedbringes ved udbygning af cykelstierne. Alle kommunens biler skal skiftes til el-biler. Der skal opsættes mange flere ladestandere. Cykelparkeringen ved stationerne skal forbedres. Fx aftale med virksomheder om aflåste skure med mulighed for opladning af el-cykler.
Den kommunale udbudspolitik skal suppleres med et kriterie om bæredygtighed. Repair-cafeer, recycling- og upcyclings-virksomheder skal støttes, så langt mere bliver genbrugt.
Og for at holde sammen på det hele og sikre, at det bliver højt prioriteret, skal ansvaret samles i en særskilt forvaltningsenhed og hos ét medlem af direktionen, måske kommunaldirektøren, og det skal der skaffes luft til at gøre uden at udvide direktionen eller medarbejderstab ved at uddelegere og rykke rundt på andre opgaver.