Konstitueringsaftalen og skatteprocenten.
Nu har Mads Lundby fra den såkaldte tænketank CEPOS ad tre omgange, med et engagement som man kunne få en mistanke om, at nogen har betalt ham for, kastet sig over den minimale skatteforhøjelse, som indgår i aftalen bag konstitueringen af Rudersdals nye borgmester, og derfor mener den afgående Jens Ive, at hele aftalen skal skrives om:
“Så lad os aflyse den aftale, der er, som de Konservative har indgået med en række venstrefløjspartier, og lad os gå seriøst til det, når vi har et ordentligt vidensgrundlag at stå på”.
Jens Ive ’glemmer’, at alle partierne i kommunalbestyrelsen, inkl. Venstre, har skrevet under på denne aftale og dermed har indgået den – aftalen kan derfor ikke bare laves forfra, fordi Mads Lundby mener et eller andet.
Allerede inden Venstre sidst stod i spidsen for en skattenedsættelse i 2012, havde kommunen for få indtægter til at sørge for et ordentligt niveau i børnehuse og skoler, til at sørge for anstændige tilbud til børn og unge med særlige behov og deres familier, til at vedligeholde og udbygge de kommunale idræts- og fritidsfaciliteter osv., og det var ikke nok, at skatten med Venstre ved roret(!) blev hævet i 2020.
Derfor har det været afgørende for Lokallisten at udnytte hele “frit-lejde-muligheden” til at hæve kommuneskatten. At de kommunale service- og anlægsrammer så er for snævre, fordi de er fastsat på grundlag af den aktuelle for lave skatteprocent, må de landsdækkende partier, som i denne sammenhæng også repræsenterer de af deres vælgere, der til kommunalvalget stemmer på Lokallisten, gøre noget ved.
Det kunne være et godt projekt for Jens Ive at bruge sine sidste aktive år i politik og sine kontakter i Venstres hovedbestyrelse og i Kommunernes Landsforening på.
Følg med i Frederiksborg Amts Avis her