Hvis du er rød – så læs dette

Kristine Thrane(S) forsøger her i slutspurten at male Lokallisten blå. Men kommunalpolitik er kun på få specifikke områder rød, blå eller sort – det meste handler om stillingtagen til konkrete, borgernære lokale spørgsmål, og derfor findes Lokallisten. Så hvis du er rød, så find ud af hvad dét betyder for dig i de konkrete spørgsmål, kommunalbestyrelsen behandler og beslutter.

Hvis du vil have skatteprocenten hævet for at kunne finansiere bedre velfærd i bred forstand, så er du enig med både Socialdemokraterne, Radikale, Folkesocialisterne, Lokallisten og Enhedslisten og såmænd også Konservative og Venstre, hvis dét bliver afgørende.

Hvis du ikke synes om kæmpestore institutioner til 180 børn eller om den områdeledelse, der flytter bestemmelse væk fra de enkelte børnehuse, så er det hverken Socialdemokraterne, De radikale eller Venstre, eller for den sags skyld Enhedslisten, du skal stemme på. Synes du, at skolesammenlægningerne og måden, de bliver tvunget igennem på, oser af magtfuldkommenhed og ringeagt over for børn, forældre og medarbejdere, så er det heller ikke Socialdemokraterne, Radikale eller Venstre, du skal stemme på.

Og det er bare eksempler. Så døm partierne både på deres handlinger de sidste fire år og deres tilkendegivelser i valgkampen. Dét kan Lokallisten holde til. Kan Socialdemokraterne?

Keld Stattau (L),

Kandidat til KV21

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.