Lokalpolitik og borgerinddragelse

Når der skal tages beslutninger lokalt, er det efter vores mening bedst at basere dem på lokale forhold og erfaringer, i dialog med borgerne – naturligvis med respekt for landsdækkende love og regler, og med øje for hvad der sker i verden omkring os. Uden en landspolitisk overbygning kan vi se åbent og nuanceret på kommunens drift og udvikling, og vores ønske er en fordomsfri politisk debat.

I mange tilfælde bliver kommunalbestyrelsen desværre brugt som ”gummistempel” på beslutninger, som reelt er taget på forhånd af forvaltningen og/eller den politiske ledelse.  Der bliver fremlagt én indstilling, og mulige alternativer afsøges eller beskrives alt for sjældent. Den politiske kultur vil vi gerne ændre. 

Vi vil også gerne inddrage borgerne mere, både i afdækning af problemer og udvikling af løsninger. Rudersdal Kommune har mange ressourcefulde borgere, som kan bidrage med nye ideer og kvalificere beslutningerne – ikke mindst de aktive, som selv er med til at tage ansvar i børneinstitutioner, skoler, foreninger og råd.  Den nyligt afholdte ”Borgersamling” resulterede i en guldgrube af gode forslag til fremtidig politik, og det viser klart, at borgerne både har viljen og evnen til at gøre kommunen bedre, også uden for de faste lokalpolitiske rammer.  

Rudersdal Kommune har for få år siden vedtaget en ”Borgerdialogpolitik”, hvori det blandt andet hedder, at borgerne skal inddrages – reelt! – fra starten i projekterne; at kritik er noget vi som kommune er glade for at kunne lære af; at vi er åbne omkring de fejl, som måtte forekomme i kommunens drift. Ingen af delene holder helt i praksis.  Alt for ofte oplever borgerne, at høringer kun er skin-demokrati, og at nok så mange kvalificerede indsigelser ikke rokker et komma i planerne.  Der er brug for en gennemgribende kulturændring i det kommunale system.  

Lokallisten har været aktiv for at få en kommunal borgerrådgiver. Det har vi nu fået, men desværre ikke i en uafhængig funktion.  

Vi har kæmpet for at borgerne kunne få mulighed for at stille forslag til byrådet, og det blev langt om længe vedtaget – men får ikke lov til at fungere før efter kommunalvalget. 

Vi har argumenteret for, at det i byrådets spørgetid ikke kun skal være borgmesteren, som svarer. Og vi har fået en lille åbning, som hedder at borgmesteren kan give andre lov til at svare, hvis han/hun finder det relevant…