af Keld Stattau
Nu er den naturlige chance der til, at vi også i Rudersdal Kommune giver skoler og børneinstitutioner mere frihed til selv at udforme og fastsætte egne mål, selv at udstikke tid og rammer hertil og selv at lægge de nødvendige planer for deres daglige virke og udvikling.
Lad os frisætte på samme måde, som man nu fra Folketingets side giver fire kommuner i landet frihed til, at deres skoler eller daginstitutioner kan fravælge centrale målsætninger og regler. Andre kommuner får ikke samme grad af frihed, men meget kan nu alligevel lade sig gøre lokalt med samme sigte – også i Rudersdal – hvis viljen er til stede.
Det er således uhyre interessant at læse de politiske udtalelser i Børne- og Undervisningsministeriets netop udsendte nyhedsbrev.
Her udtaler for eksempel Ellen Trane Nørby, børne- og undervisningsordfører for Venstre, at:
“Vi havde gerne set, at alle 98 kommuner havde fået mere frihed til at løse opgaverne på børne- og undervisningsområdet, for der er mange statslige og kommunale regler og bureaukrati, der i dag tager tid og laver benspænd i dagligdagen” og tilføjer, at: “Venstre bakker i den grad op om, at de nu får mulighed for at organisere børne- og undervisningsområdet på en ny måde, hvor medarbejderne mere frit kan afprøve nye idéer og bruge deres faglighed til at sikre bedre dagtilbud og undervisning.”
Lignende udtalelser kommer fra alle andre partier i Folketinget.
Egentlig har det langt hen ad vejen altid været en mulighed at overlade mere målsætning og styring til de lokale enheder, men den politiske vilje har ikke sådan rigtig for alvor været til stede i Rudersdal. Hvorfor mon?
Har man ikke haft tillid nok til, at bestyrelser og medarbejdergrupper har kunnet løfte opgaven, eller har det politisk været for let at bede sin forvaltning udstikke mål og rammer og på den måde fremstå som visionær og handlekraftig.
Så derfor er min opfordring nu, at kommunalbestyrelsen i Rudersdal benytter den netop vedtagne landspolitiske enighed om at “sætte skoler og institutioner” fri til selv formulere, hvad de mener er god læring og pædagogik, som anledning til at gøre det samme i Rudersdal.
Prøv at have det politiske mod til at følge og understøtte de veje, som de enkelte skoler og institutioner så vælger at gå. Hjælp dem med at blive gode hver for sig og høst al den erfaring og viden, som vil opstå ud af forskelligheden, og som vil komme fællesskabet til gode.
Siden kommunesammenlægningen har vi snart haft et årti med stærk central politisk styring – nu er tiden til at vælge en anden mere decentral vej og drage fordel af den mangfoldighed, der vil opstå herudfra.