Jeg stiller op til kommunalvalget fordi der er så mange områder, hvor jeg har lyst til at gøre Rudersdal til en endnu bedre kommune. Ideerne sprudler og jeg er af den overbevisning at de fleste forbedringer opnås ved selv at deltage aktivt i processen og byde ind med løsninger.

Jeg har boet i Rudersdal side 2018 sammen med min søn på fire og min venezuelanske hustru. I 2010 blev jeg uddannet maskiningeniør fra DTU og har siden arbejdet inden for den tekniske industri i både i ind- og udland.

Jeg er passioneret nørd og hyggeopfinder, derfor har jeg altid gang i mindre (og større) hobbyprojekter hjemme i garagen.

Bedre daginstitutioner.

Vi har fantastiske medarbejdere i alle vores daginstitutioner her i Rudersdal. De er bare alt for få og derfor kæmper de en konstant kamp med bemandingen. Vi skal simpelthen have flere til at tage sig af vores børn.

Klimakrisen.

Vi skal turde tænke større, for rent faktisk at opnå de mål vi har stillet os selv. Hvis ikke vi begynder at tænke lige så meget på klima som på økonomi, får vi aldrig sat gang i den omstilling vi har lovet os selv og vores børn.