”Lokalpolitiker idømt 7 dages fængsel”

Ikke verdens bedste måde at indlede en valgkamp på. Og det er da heller ikke sket, endnu! Jeg indrømmer dog gerne min brøde: jeg har i dag kørt i bil med fem store knive, den ene med et blad på over 18 cm. Jeg skulle aflevere den hos det cateringfirma, som havde kørt den ud til vores selskab, formodentlig også i strid med loven. Men politiet opdagede det altså ikke.

Midt i ugen var jeg i skoven med min Opinel-kniv, og kørte over 30 km rundt med denne kniv på vej til og fra svampestederne. Jeg ved at tusindvis af sagesløse borgere i denne weekend på opfordring fra Danmarks Naturfredningsforening har kørt, cyklet og gået rundt med knive, som en  veludrustet bondehær. Årets svampeturs-weekend er det rene galehuse: alle er bevæbnede til tænderne. Kan man ikke indlede straffesag mod denne naturforening?

Min datter arbejder på en af de kreative skoler på Holmen. Hver dag skal hun cykle fra Amager med sin Leatherman – et uundværlig obligatorisk stykke håndværktøj, der formodentlig kan bruges til alt fra cykelreparation til trepanering. Også hun bryder loven og kan imødese at det bliver svært at gennemføre uddannelsen, hvis hun hele tiden ryger i fængsel.

Hvor langt skal vi gå af dette paranoide straffespor, før nogen erkender, at ”signallovgivningen” er gået for vidt?

Axel Bredsdorff (LokalListen), medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal

Skriv et svar til indlægget.