
Jeg stiller op, fordi jeg ikke længere vil nøjes med at kommentere på svigt – jeg vil være med til at stoppe dem.
I flere år har jeg fulgt og kommenteret på lokalpolitik i Rudersdal, også med kritisk blik. Nu tager jeg skridtet videre: fra at analysere og debattere til selv at tage ansvar. Jeg stiller op som nr. 4 for Lokallisten. Med substans. Med vilje. Med en stemme, der tør tage ansvar.
Jeg er opvokset i kommunen og har en baggrund inden for design (MA), iværksætteri (international karriere) og jura (LL.B). Det giver mig et bredt blik på, hvordan vi kan udvikle kommunen klogt og ansvarligt: med respekt for både mennesker og systemer
Hvorfor jeg stiller op
Erfaring fra både erhvervsliv og civilsamfund har givet mig en klar forståelse af, hvorfor retssikkerhed ikke er en teknikalitet, men en grundpille. Enhver kan blive syg, ledig, få en arbejdsskade eller et handicap: og det er her, kommunen skal levere. Ikke med forsinkelser og afslag, men med rettidig og lovmedholdelig hjælp.
Kommunen må aldrig kannibalisere på egne borgere af hensyn til kassetænkning.
Hver gang der spares ulovligt og kortsigtet, betaler både mennesker og den fremtidige kommunale økonomi prisen. I stedet må vi tænke sidelæns og turde indgå privat-offentlige partnerskaber fx med sociale investeringsfonde, så vi kan sikre ordentlig sagsbehandling for de mest sårbare.
Samtidig ligger Rudersdal i top, når det gælder millionlønninger til offentligt ansatte, kun overgået af Gentofte. 28 ansatte modtager en årsløn over 1 million kroner, mens pædagogmedhjælpere har fået minimale tillæg over det seneste årti. Det er ikke bare skævt – det er systemisk forkert.
Når systemet svigter, rammer det ikke kun de mest udsatte – det hæmmer også udviklingen. En kommune, der ikke investerer i egne borgere, mister både menneskelig og økonomisk værdi.
Mine mærkesager
Retssikkerhed Lovlig og retfærdig sagsbehandling: systemet er til for borgerne, ikke omvendt. Fokus på konsekvenserne af nedlæggelse af Jobcenter og frisættelse af beskæftigelsesindsatsen fra 2026, samt ændringer i sanktions- og sygedagpengesystemet fra 2027.
Nye modeller for velfærd Ingen må falde mellem to stole. Jeg ser stort potentiale i privat-offentlige partnerskaber, fx sociale investeringsfonde, til at sikre helhedsorienteret og rettidig hjælp.
Børn og unge Styrkede fællesskaber og fritidstilbud: lad os inspirere af internationale erfaringer som partnerskaber mellem SFO og foreninger. Unge på kanten skal mødes med reelle tilbud, ikke bare samtaler.
Iværksætteri og innovation Flere muligheder for borgere og erhvervsliv. Et arbejdsmarked med plads til alle: også dem, der i dag står udenfor. Jeg har selv boet og arbejdet i udlandet og set, hvordan inklusion kan fungere i praksis.
Klog og bæredygtig byudvikling Med respekt for mennesker, natur og kulturarv; et felt jeg kender indgående fra min baggrund i arkitektur og design.
Derfor Lokallisten
Kommunalpolitik handler om lokale løsninger, vi kan skabe sammen. Det kan Lokallisten, og derfor stiller jeg op. Rudersdal har ressourcerne. Det, der mangler, er viljen til at prioritere rigtigt.
Jeg glæder mig til dialogen og til at omsætte Jeres erfaringer og bekymringer til konkret handling.
Venlig hilsen
Sanna
Se alle kandidater her